Klubbens nyhedsbrev

2020

Fredagstur den 13. marts



Fredagsturen d. 6. marts.

Det er vel ikke helt rigtigt at sige, at det var Birgits suppe, der var dagens højdepunkt. For vi mødtes jo trods alt hos Ole og Birgit for at cykle ud derfra. Men suppen er efterhånden “verdensberømt” i fredagsgruppen. Så vi skynder os, at sige mange tak for den og for den venlige servering efter turen.
Ole bød os velkommen til Enø, og fortalte os, at det var lykkedes for ham, at få Søren Dysted til ikke bare til at åbne Karrebæk Mølle for os, men også til at fortælle os lidt om møllens historie. Så her havde vi dagens første stop. Spændende. 
For de fleste af os kender jo kun møllen ude fra, som den ligger der på bakken Humlebjerg ved siden af Karrebæk Kirke. Og - vi fik fortalt, at møllen blev bygget i 1858 og var i drift indtil 1942. I 1959 blev den fredet, og i 1971 overtaget af Næstved Kommune. I firserne foregik der en omfattende restaurering af møllen. Og i 2016 dannedes der i Karrebæk et møllelaug, som fik overdraget møllen for 1 kr. Og nu forestår så en ny restaurering, som ant. vil koste ca. 8 millioner. Billederne viser, at vi fik lov at se og udforske det geniale træarbejde, en mølle er. Vi siger også tak til Søren Dysted, fordi han brugte af en fredag formiddag på os. 
Og et enkelt billede viser Karrebæk Gl. Skole, som nu er en privatskole. Så gik turen ellers forbi Saltø Møllerne - gennem Rappenborg skov - og over Menstrup Gl. Bjerg til Menstrup. Her gjorde vi holdt for at se, at gadekæret nyligt et blevet renset op. Herfra videre til Klinteby og Friheden og her kunne Ole belære os lidt om pilerensningsanlæg. Og at de derude lokalt har problemer med evt. tilslutning til offentlig kloak. Gennem Karrebækstorp og Vesterhave og Karrebæksminde kom vi tilbage til Enø igen.
Vi siger mange tak for turen - og igen - tak for suppen. På det sidste billede er der underholdning ved Ole - mundharmonika og Nanna - hundesang.

Næste fredag d. 13. marts mødes vi ved Hallen kl. 10. Jeg har i vores planlægningsudvalg fået godkendt et forslag gående ud på, at vi her i 100 året for genforeningen, hen igennem foråret og sommeren, cykler rundt og ser de 19 genforeningssten vi har i Næstved Kommune. Vi kan ikke nå dem alle på en tur. 
Jeg foreslår, vi gør det over 5 ture med 1. tur på næste fredag. Altså med udgangspunkt fra Hallen. Vi kører til stenen i Hammer - til stenen i Snesere - til stenen i Everdrup og til stenen i Næstelsø. En rundtur på ca. 30 km. Og hele turen er på asfalt. Jeg har en drøm om, at alle stenene her i jubilæumsåret skal omkranses af et lovseniorcykelhold. 19 gruppebilleder.

Så - tid og lyst? - næste fredag fra hallen. Jeg tar’ nogle boller fra fryseren med.

Frode.😮



Fredagstur den 6. marts

Fredag den 28. Feb. 
Det skulle faktisk være den sidste dag i måneden, men vores nye formand har fødselsdag d. 29., så der er arrangeret "udvidet åbningstid" Formanden var godt nok kun med til kaffe. Der var vist noget administrativt, der skulle klares😉. Da fruen trådte ind røg alle op af stolene. Flemming gjorde honør, og meldte stuen klar for alt hvad der kunne og skulle være. Jeg overlod min stol til fru Madsen, og indkasserede betegnelsen "sød". 

Den betegnelse fra vores nye formand er der nok ikke mange mænd i klubben, der opnår? 😘 

Inger og Palle var tilbage fra Japan. Efter en kort overvejelse blev det besluttet, at de kunne køre med uden karantæne. Palle tog igen straks ansvar og lagde ruten sammen med John maler. Basnæs var vendepunktet. Vi har kørt turen før, når det har været frisk blæst fra "væst". God tur på 31,355 km. (Har fået monteret computer). Hver gang jeg kommer til Basnæs bliver jeg vred på ham baronen. Skidt fyr. "Privat" "adgang forbudt" og kæder spændt ud. Gud ved hvornår det går op for ham, at godt nok bor han på Gavnø, men Gavnø er jo ikke kun for ham. Hans kald på denne jord er blot at forvalte stedet og dele det med os andre. Jeg tror ikke han får et eftermæle så flot som Marie Annelise Grundtvig fra Rønnebæksholm? På vej hjem til Fladså talte jeg med Merethe. Hun håbede sådan, at vi ikke skulle køre ad den pladdervej op mod Fladsågård. Jeg gav straks Merethe ret. (som jeg i øvrigt altid må). Jeg forsøgte endog at ændre ruten, men alle cykler vendte den forkerte vej, så pladdervej blev det.

Hjemme nød vi Peters gode brød og Merethes dejlige muffins. 

Næste fredag har Birgit og Ole budt ind med en tur. Vi mødes derfor kl. 10.00 på Reedtzholmvej 105, Enø. Så må vi hjælpes ad med at passe på Ole😉

PH🤩


fredagstur den 28. februar

Fredag den 21. 02.2020
Jens Peter og Anne Grethe havde inviteret til cykling med efterfølgende slåen katten af tønden, og det havde lokket rigtig mange ud af de lune stuer.

Vi mødtes hos Jens Peter og Anne Grethe, der kun lige havde tid at komme ud og hilse på, for der var travlhed i køkkenet med boller og fastelavnsboller, der skulle hæve og bages.

Uhm, der var noget at glæde sig til under cyklingen.
Jens Peter havde planlagt en rigtig god tur på halvanden time. Vejrguderne var i godt humør, så vi cyklede afsted i højt klart solskin med moderat vind.

Vi kom igennem Vester Egesborg, mod Lov, men drejede så ind over markerne og op i Myrup bakker. Her mødte vi noget af en bakke, som kun de rigtig seje kunne klatre op ad, men det var besværet værd, da vi kom op og så udsigten over marker og skov.

Vi cyklede i Lov Sønderskov langs jernbanen mod Hammer, gennem Ring og tilbage til Vester Egesborg. En herlig tur uden punkteringer eller andre uheld.

Hjemme igen blev vi mødt af Flemming med kamera og et helt nyt ansigt, og så skulle katten slås af tønden. Her var flere fantasifulde udklædninger, og tønden blev angrebet både fra cykel og til bens.

Tønden måtte hurtig give sig under malerens jernhånd, og slikket væltede ud. Maleren og Jens slog de sidste to stave ned og deltes pænt om kronerne.

Så kom dagens højdepunkt. Anne Grethe med assistance fra Anette, havde dækket op i alle tre stuer, og vi nød de lækre boller og fastelavnsboller med flødeskum.

Det var en rigtig god fredagstur, og stor tak til Anne Grethe og Jens Peter.

Næste fredag den 28.02, cykler vi fra hallen på tunge cykler kl 10.  Merethe og Peter tager brød med til kaffen.



Fredagstur den 23. februar

Fredag den 14. februar

Vi var klar til afgang, men så kom Palle susende rundt om hjørnet i bilen med Anni på forsædet. Hvor var Inger? Jo Inger var såmænd blevet sat af I Næstelsø, da Anni havde brug for hjælp på grund af en punktering. Anni og cykel kom op i bilen og Inger og Cykel kom ud af bilen - Se det er rigtige venner.

Anni’s slange blev skiftet og vi drog afsted, efter 4 km cykling og på toppen af bakken ved Bøgesø, var Anni’s cykel flad igen. Palle med flere sørgede for en lynskiftning af slange, og fluks var vi på cyklen igen.

Næste punktering stod jeg for, det var godt nok en hel anden sag, da dækket næsten var umuligt at flå af og på (jeg har ellers fået nyt dæk som skulle være lettere at have med at gøre). Selvfølgelig klarede Palle og co. også denne udfordring.

Lidt senere kom 3 punktering fra Anni, men nu kunne det være nok og Per blev hidkaldt. Han var ellers oppe ved Fladså Hallen og ventede med flødeboller sammen med Lotte og Rita, der havde brød og kage klar til vi kom i mål.

Per og Anni kørte direkte hjem, og vi andre smovsede os i diverse lækkerier.

Fredagsturen var på 23 km (golfbanen, Askov, Snesere Torpvej, Everdrup Skov, Tågeskov, genvej til Atterbakken, Størling, Bøgesø og Mogenstrup). Vi skulle ha’ været over Folkeskoven i Tappernøje. Turen blev afkortet fra 30 til 23 km., da vi skulle være hjemme 12:00.

Tak til Rita, Per, Lotte, PE, Per og Anni for alle lækkerierne.

Tak til Palle og co. for hjælp til skiftning af dæk og slanger, vi skylder for gaspatroner.

God tur til Palle og Inger som drager til Japan den. 16.02.

Husk penge med til tønde og indmad ca. 20 kr. MobilePay er også ok.

Tove😎

 

Fredag den 21. februar mødes vi på Vordingborg Landevej 27, Næstved. (bag Grønhøjkiosken).

Herfra kører vi en kort cykeltur (ca. 20 km) på tunge cykler. Tilbage på gården slår vi katten af tønden. Når kattekonge/kattedronning er fundet, vil der blive serveret kaffe og fastelavnsboller. Af hensyn til mængden af boller - må I meget gerne give en forhåndstilmelding på telefon 28349468 eller 40891347. Håber på godt vejr.

Hilsen Jens Peter og Anne Grethe

 


 


Fredagstur den 14. februar



Fredagsturen havde lokket 14 cyklister frem. Frode havde fundet et sted ved Gødstrup, som han mente var nyt land for de fleste. Det var korrekt. Stoksbjerg. 15 km ud og 15 tilbage. I alt 35. 

Frode førte flokken ud, og John førte den hjem. Det blev lige 41 km. En noget hård start for vores lille pige fra Afrika - Pia. Hun var på cyklen for første gang i 2 måneder. Fulgte flot med takket være hendes stædighed, og havde ovenikøbet bagt - og medbragt de mest lækre boller. 

Gad vide om Tamborg også lige pludselig finder tilbage til flokken efter sin Afrikarejse? 

Der er et lidt mærkeligt billede af ryggen af 12 cyklister (2 var faldet fra) på vej til Næstelsø. Faktisk var jeg kørt langt frem for at få et godt billede, men flokken har det som gamle arbejdsheste. Når de nærmer sig stalden efter en hård dag, får de ny energi. Inden jeg med stivfrosne fingre fik kameraet frem, var motivet kørt langt forbi. 

Jeg fik ikke spurgt Tove, om hun ejer en part af Gødstrup mose, men et af billederne kunne tyde på det.

Stor tak til Pia for den dejlige forplejning og de gæve vejvisere Frode og John.

Næste fredag køres fra hallen og turen aftales herfra.



Fredagstur den 7. februar

Hvor kører vi hen i dag? lød det fra Peter, da vi stod samlet i formiddags ved Fladså Hallen. “ Jeg vil gerne en tur til Næstved og rundt på stierne derinde”, svarede Tove. “For så skal vi ikke ud på alle de pladrede stier”.

Og det forslag faldt i rigtig god jord. Og som så ofte før fik Maler John lynhurtigt i tankerne sat en tur sammen.

Først - og det lyder utroligt - men for en del af os ad ukendte stier i Mogenstrup mod Chicago Bakken - gennem Næstelsø og frem til Søskoven. Her skal I lige bemærke vandstanden ved at kigge på bropillerne. Den er høj, men Poul Henning kunne forsikre os, at søen har et overløb. Et stykke af NPM banen fulgte vi, og så kom vi jo til Duesvej i Rønnebæk. Og få er modig som Flemming. 

Sandelig om ikke han kørte op og ringede på Gerdas hoveddør. Jeg tror, mange ville kigge lidt, om man lukkede op og så 16 Lov cyklister i indkørslen. En fredag formiddag. Men Gerda så glad ud på os alle og på billedet kan I fange hendes hilsen. Det var fint.

Og så blev det jo ved det gamle vandtårn vi fik dagens gruppebillede og nød udsigten ud over byen. Gymnasiet og det nye vandtårn og hele buen rundt.

Næstveds Figenvej ligger i et af byens fine kvarterer. Der blev vi inviteret på et kig til en nyanskaffelse. Kig lige - Rita og Per har allerede planer om Ardennerne og Tromsø og jeg tror andre “eksotiske” mål. Vi ønsker tillykke.

En fin fredagstur som vel blev endnu bedre grundet “opstarten”. En fødselsdaghilsen fra Per, - skål - og god tur. Og mere fødselsdag da vi kom tilbage til Hallen igen. Smørkage - nej - det hedder vist Dagmartærte. 

Mon ikke det var sådan? Vi siger mange tak til Per.
Så en god fredagshilsen herfra - også fra en af mine gode venner på Enø.

Frode.😎

Næste fredag mødes vi også ved Hallen kl. 10.


Fredagstur den 31. januar


Frodes ’Hotdogtur’

Dagen startede med gråvejr, finregn og blæst. Vejret kunne ellers appellere til indendørs-hygge ved brændeovnen. Men sådan er det altså ikke hos Lovs seniorer.

Frode havde bebudet en ’Hotdogstur’, noget, som ingen havde prøvet før, så det skulle opleves.
Han var kørt i forvejen med brænde, samt det der skal til for at kreere en ægte hotdog.
Palle og Inger stod hjemme hos Frode og havde fået overdraget anvisninger om turen, som skulle lede os til målet, naturbasen ’Perron 4’ ved fodsporet i Hyllinge. Men først gik turen mod Skraverup, forbi Saltø og videre mod Marvede. På vej dertil kørte vi forbi de tre vindmøller ved Saltø Gods.  Det var diset, så man kunne kun ane vingespidserne.

Ved Marvede kirke stoppede vi op, og Inger fortalte et sagn om en præst, som stod op hver nat for at gå hen i kirken. Det blev konen lidt træt af, så hun sendte karlen efter ham med et lagen over hovedet. Præsten opdagede ham ved en pæl og sagde: ”Nu maner jeg dig til jorden.” Siden den dag har ingen set karlen, men man har senere fundet et skelet et stykke nede i jorden under pælen. Denne var stukket gennem skelettet. Det er sandelig farligt at agere spøgelse!!!

Efterfølgende satte vi kurs mod Hyllinge, hvor Frode havde bålet klar. Hyggeligt, at også Lotte, Poul Erik og Poul Henning med barnebarnet Alfred sluttede sig til gruppen.
Frode havde booket naturbasen til os for lang tid siden, og nu tog han imod os med det flotte bål fuld af varmende gløder. Frode kender naturbasen særdeles godt. Her stopper han op hver søndag under sin faste rundtur på 70 km. Og så opfordrede han os til at grille de mange dejlige pølser og pølsebrød. På ægte pølsevognsmanér var der også ristede løg, ketchup og øl og vand, som fuldendte oplevelsen.  Efter oprydningen var vi klar til turen ad fodsporet til Birgittevej.

Tilbage ved udgangspunktet inviterede Frode indenfor på en kop kaffe og småkager for at afrunde dagen. Hans ’Hotdogtur’ inspirerede flere til en lignende tur med børnebørnene.

Stort tak til Frode for dette stemningsfulde fredagsarrangement.



Kommende fredag køres fra hallen klokken 10 og turen aftales på stedet.

Peter



Fredagstur den 24. januar

Så blev det atter fredag – og hvilken dejlig dag. Høj sol men lidt vind. Turen skulle slutte i Næstveds nye Cykelcenter ved havnen hvor Per havde lavet en aftale om en orientering samt kaffe og kage.

Vi startede 11 seniorer og da det var skribentens første tur i lang tid var der et ønske om en fredelig tur. Palle som lagde turen kunne sagtens love det da vi holdt os på landevejen så vi ikke var beskidte når vi skulle på besøg.

Udad det gik med masser af snak og så pludselig kom vi til Butik den Grønne Hund. Og sikken et dyre slaraffenland - æsler, geder, hængebugsvin og meget mere – det måtte vi se nærmere på. Frode var tilsyneladende en flittig besøgende på sine soloture og havde flere gange talt med ejeren. Herefter blev der et lille stop i Næstelsø, hvor vi lige havde et lille ”hvil” på det gamle fodboldstadion og fik lidt fra drikkedunken.

Susanne var tilsyneladende punkteret så den galante gemal PH måtte straks give hende luft – det skete flere gange på turen.

Det havde været lidt sløjt med bakker, men da vi skulle op ad Åderupbakken fik alle de mandlige seniorer åndenød – ikke fordi at den var særlig anstrengende – men fordi en ung flot kvindelig langbenet Næver bevægede sig op ad bakken med et par vældig spændende leggins der sad så tæt så man skulle tro at hun var body painted - puuhaa - men inspirerende lige op til en weekend.

Fremme ved Næstved Cykelcenter ventede flere medlemmer som havde valgt cykelturen fra og vi blev således en samlet gruppe på 20 der fik en spændende historie af Per Bøchmann om tilblivelsen samt hvad centeret kunne tilbyde. Dejlig kaffe og kakao blev serveret af Karsten sammen med et stort stykke kage.

Herefter så rundt at kikke på de mange dejlige cykler af høj kvalitet, hvoraf en stor del er el-cykler. Ja den tid kan snart komme hvor det trænger sig på – men hvem tør være den første!

Herefter drog vi hjem i spredt fægtning, men klokken 1438 kunne vi se de 10 F-16 som på 40 årsdagen overfløj Danmark – imponerende syn.

Stor tak til Per, Palle og Næstved Cykelcenter for den dejlige og inspirerende tur.

Flemming

Næste fredag d.24 er det en “Hotdogtur” vi har på programmet.
Mødestedet er her på Birgittevej Kl. 10, og Inger og Palle har lovet at tage imod Jer der kommer, idet jeg allerede kl. 9 kører ud til bålhytten på Fodsporet tæt ved Hyllinge Station og får tændt bålet. 
Inger og Palle vil tage gruppen med en tur omkring Karrebæk - Saltø - Tyndby - Marvede og Agerup. Efter ca 20 km. kommer i til Hyllinge og jeg tænker gløderne er klar ca. 11.30. Og så er der mulighed for at lave sig en hotdog. Og få sig en øl eller vand til. Og hygge sig med det inden turen ad Fodsporet går de 12 km. hjem til Birgittevej igen. 
Her tænker jeg vi slutter af med en kop kaffe. Ca. 13.30.

Så på Fredag d. 24 er mødestedet altså kl. 10 her på Birgittevej.

For et par måneder siden reserverede jeg hytten fra 9 -13.

Så velkommen her.
Frode😀😀


Fredagstur den 17. januar

Kære alle
Fredag den 17. januar starter vi som sædvanlig fra hallen, men bemærk først klokken 11.00.

Herefter finder vi en spændende tur til Næstved, hvor vi skal være ved det nye Næstved Cykel Center, Vestre Kaj 2 klokken 1300.

Her vil en gammel kending - Karsten Pedersen vise rundt og fortælle om butikken samt være vært ved en  forfriskning.

Skulle vejret eller tiden drille, så er man velkommen til "bare" at møde op klokken 13.00 for at deltage i orienteringen m.m.

Per Jannerup😀
 

 

Fredagstur den 10 januar

Nytårstur eller Nytårskur fredag den 03.01.2020

Jeg var i tvivl om hvilket cykeltøj jeg skulle tage på. Var det “kur” skulle jeg jo mønstre det pæneste og nyeste cykeltøj, og var det “tur” skulle jeg jo bare klæde mig på efter vejret. Jeg valgte cykeltøj efter vejret, da det var regnfuldt og blæsende

Trods det triste vejr, var der et flot fremmøde til den første fredagstur i 2020. Regnen stoppede næsten i de små 2 timer, vi var ude at cykle de ca. 20 km. Vi kom rundt i skovene ved Villa Galina og Skovtårnet.

Caféen blev indtaget i Skovbørnehaven ved P-plads, de var så flinke at give os husly. Modydelse var lidt af de lækre kager som Inger og Annie diskede op med.

Tak for en rigtig dejlig tur, forplejning og bitter, så vi kunne holde varmen. Jeg var glad for turen blev kortet lidt af, da formen ikke er, hvad den har været.

Fredag den 10. januar mødes vi på tunge cykler i Fladså Hallen kl. 10:00 og GODT NYTÅR

Tove😀😀



Fredagstur den 3. januar

”Man kan kun blive glad af at cykle i så flot et vejr”

Lidt koldt var det; men det varede ikke længe før de seks cyklister, som var mødt op for at fordøje den gode julemad, fik varmen. Vi lagde ud langs golfbanen, hvor to mænd var ved at pakke deres grej ud og videre ad Bultevej for at gøre stop på Fårebakkerne. 


Her stod vi i solen og nød den flotte udsigt. Men vi kom ikke langt ind i skoven, før et træ spærrede vejen. Idet Frode løftede Ingers cykel hen over træet, udtrykte han, at Inger burde have en ny cykel – en carbon naturligvis, som hans svigerdatter netop havde fået. Den var for det første meget lettere og også nemmere at cykle på! Men dette reagerede Palle ikke på. Nu har han hørt det  ;-)


Videre mod Rønnebæksholm, som lå så smukt der i solskinnet. Så kørte vi ned ad Laugstien, hvor det blev bemærket, om Poul Henning mon stadig havde nogle juleøl stående i drivhuset. Men vi undersøgte det ikke nærmere og kørte pænt videre gennem Rønnebæk Søskov mod Næstelsø og ad Fladsågårdsvej mod Mogenstrup, hvor vi gjorde holdt ved Brugsen. Her hentede John en dejlig kanelstang, som vi nød til kaffen.


Håber vi får ligeså mange dejlige ture i 2020, som vi har haft i 2019.


Godt nytår/ Merethe


Næste fredag, den 3.januar, byder Inger og Anni ind med en nytårstur. Vi mødes ved parkeringspladsen/børnehaven på landevejen ved Boserup skov kl. 10.00.